Tilbage til billeder                     Tilbage til ferie 2005

 

 

23. Mandag 18/7.

I dag var der vækning kl. 7, men den sneg sig vist hen til 8.30 inden vi kom på højkant. Det havde regnet en del om natten, og det var stadig gråt og trist med jævn regn. Kl. 8.30 var vi klar til afgang, og efter at have tømt tankene fik vi benzin (100US - 36,92 gall – 445km (26674)).

Kl. lidt over 9 kørte vi videre sydpå ad Parks Highway mod Wasili, hvor vi ville snakke med turistkontoret om færge fra Whittier til Valdez.

Første del af turen var ret flot, da bjergene til dels var indhyllet i skyer, så det blev til temmelig mange billeder.

Frokosten bestod af halvtørt brød i vores sommerhus.

I Wasili kunne vi ikke finde noget skilt efter turistkontoret, men da vi var kommet udenfor byen og næsten havde opgivet dukkede det op. Vi fik en snak med en meget flink ældre dame, der syntes det lød til at være en rigtig god ide. Hun ringede op til færgeselskabet, og efter lang tids venten fik jeg oplyst, at der slet ingen færge sejler om tirsdagen.

Over en tår kaffe blev vi enige om at køre ad Glenn Highway til Glennallen, og derfra med Richardson Highway ned til Valdez. Alternativet var at køre til Whittier, og så håbe på, at vi kunne komme med onsdag.

Kl. var nu blevet hen ad 15.30, og vi satte kursen mod Glennallen. Første del af turen var utrolig smuk med bjerge og floder, og en enkelt gletscher manglede skam heller ikke. Resten af turen var i tundra med spredte buske og træer – sumpe og søer.

Vi havde bestemt at finde en CP når vi ikke gad køre længere – det tidspunkt opstod først da vi nåede Glennallen lidt efter kl. 19. Glennallen er kun en meget lille by og vi kørte først igennem den for at finde et turistkontor. Det lå i den anden ende, og var desværre lukket. På turen gennem byen havde vi set mindst 3 CP og adskillige spisesteder. Vi kørte tilbage og indlogerede os på ”The Sports Page” – en butik med nogle hytter og plads til en halv snes RV med fuld service – pris 20US inkl. varmt brusebad.

Lige ved siden af lå en restaurant, som vi meget hurtig indtog da sulten var ved at være ret påtrængende. Ved første øjekast så det ud til at være et lidt finere sted, men det viste sig at være et sted hvor alle forskellige mennesker kom.

Lokalerne var meget hyggelige – betjeningen i top – maden god og prisen aldeles rimelig. Vi fik først en nudel/kalkunsuppe. Leif fik så noget forstoppet kyllingebryst, og jeg fik stegt okselever – der til nogle meget blege slatne fritter og gode velsmagende grønne bønner. Pris 25 US.

Efter maden var vi et lille smut inde i en giftshop inden vi gik en lille tur i byen – blandt andet havnede vi på byens lokale ”stadion” hvor byens ungdom havde en boldspilsturnering. Det var et spil der minder meget om rundbold, men det lykkedes ikke helt for os at gennemskue hvad det egentlig gik ud på. Tilbage til vores RV til kaffe – billedredigering og læsning.

Det er lidt underligt at være kommet så langt mod syd at det igen er mørkt om aftenen – her er godt nok temmelig skyet, hvilket ikke gør det bedre.

I dag har det regnet det meste af tiden, men det har ikke generet væsentlig – bjergene er også smukke når de er indhyllet i skyer.

Dyrelivet har været sparsomt i dag – ja, faktisk begrænset til to svaner og en enkelt lille bitte hare!

I dag har vi kørt 586km.

 

Jens Ole